Historien om SOUNDBOKS

Historien om SOUNDBOKS

4. marts 2020

Det startede med SOUNDBOKS, og nu har vi været i gang i fem år

 

For nyligt så jeg at det er fem år siden, at Patrick og jeg startede The Marketing Guy.

På daværende tidspunkt delte vi kontor med SOUNDBOKS for at hjælpe dem igang, og til at starte med havde vi ikke tænkt os at starte et bureau – det var en idé der kom løbende. Nu er der gået fem år, og derfor vil jeg gribe muligheden for at kigge tilbage på et samarbejde, der har ændret en del menneskers liv og sat danske festivalhøjtalere på verdenskortet.

 

Samarbejdet med SOUNDBOKS startede med et opkald fra en af vores tætte venner, Casper Blom. Han fortalte at han havde mødt nogle unge gutter, der ville vise ham en idé, de havde arbejdet på. Da han var ude og se deres kontor, så han en kasse der stod og gemte sig i et hjørne. Drengene fortalte at det bare var en festivalhøjtaler, og kun et sideprojekt. Casper, der allerede startede sin første webshop som 12-årig, har altid haft næse for en god forretning. Derfor bad han om at høre højtaleren spille. Samme aften ringede min telefon:

“Jeg har mødt nogle knægte der bygger sådan en trådløs højtaler. Jeg smider nogle penge efter dem. Jeg tror godt vi kan sælge 1000 af dem i år!”, sagde Casper i røret.

Jeg var skeptisk, men Patrick og jeg sad dengang som ulønnede praktikanter i et andet startup, som ikke var ikke blevet til det, founderne havde håbet på. Vi manglede noget nyt at lave, og Casper foreslog at vi rykkede ud i Lydens Hus, hvor højtaler-drengene havde kontor. Han ville finansiere vores udgifter, hvis vi bare sørgede for at hjælpe dem igang. Patrick og jeg havde et par års erfaring i arbejdet med startups, og vi manglede et kontor, så det lød som en god idé.

 

Vi rykkede ind i starten af 2015, og de efterfølgende 12 måneder skulle blive nogle af de vildeste måneder i mit liv. Historierne fra denne periode kan fylde en hel bog (og kommer nok til det en dag), men i denne omgang, vil jeg fokusere på de ting, der endte med at stable en succesfuld forretning på benene for både The Marketing Guy og SOUNDBOKS.

 

Pludselig gik det stærkt

Ligesom alle andre startups, brugte vi den første tid med at få styr på alt, der ikke virkede: Processerne, hjemmesiden, produktet og 1000 andre ting. Vi sad i et rum beregnet til fire personer, og på nogle dage sad vi ti mennesker fuldstændig tætpakket ind i det lille lokale. Vi sov på lageret, og brugte både kontoret til at lade os selv og de flade højtalerbatterier op. Det var en hård, men fantastisk tid.

 

Vores opgave var selvfølgelig at sælge nogle SOUNDBOKS-højtalere. Jeg havde lidt erfaring med sociale medier fra det tidligere startup, og derfor satte vi nogle annoncer op. Billederne var ikke super spændende, og teksterne var heller ikke vildt interessante, i forhold til hvad vi kan præstere i dag, men efter 14 dage skete der noget vildt: Hver gang vi brugte en krone omsatte vi for tre. Det betød at vores annoncer sammenlagt med vores udgifter til produkt, fragt osv. næsten gik i 0.

 

Vi forstod ikke rigtig hvad det var der virkede så godt dengang, men det endte med at blive startskuddet på både SOUNDBOKS og The Marketing Guy. Det var som om stjernerne bare stod rigtigt på himlen. I dag ved vi følgende

  1. SOUNDBOKS var (og er stadig) et møghamrende fedt produkt, der opfylder et behov
  2. Facebook var stadig så nyt, at man kunne opnå meget billige resultater i forhold til i dag, hvis man gjorde et godt stykke arbejde
  3. Fordi vi gik i nul, fik vi mulighed for at eksperimentere med annoncerne, og dermed opnå endnu bedre resultater
  4. Patrick og jeg fandt ud af at vi var møghamrende gode til at lave annoncer

 

Alt dette resulterede i at vi skruede kraftigt op for vores annoncebudget, hvilket igen resulterede i at vi fire måneder senere, under Roskilde Festival ’15 løb tør for SOUNDBOKS-højtalere. Det var fuldstændig sindsygt!

 

Pludselig ville alle investere i SOUNDBOKS, og de blev optaget af Y-Combinator i USA, som er det mest prestigefyldte acceleratorprogram i verden. Al den omtale betød også at der pludselig var en masse spændende startups, der ville snakke med Patrick og jeg. Soundboks’ succes havde givet os blod på tanden, så selvom vi egentlig ikke havde overvejet at starte et bureau, kom vi hurtigt i gang med at hjælpe andre virksomheder med deres markedsføring, og nu hvor vi alligevel opførte os som et bureau, kunne vi jo lige så godt finde på et navn.

 

Jeg gik ind på Linkedin, skrev at vi havde startet “The Marketing Guy” på en tilfældig dato, der lå omkring den periode hvor vi tippede vægten, og væltede hele lortet.

 

Næste år omsatte SOUNDBOKS’ for det ti-dobbelte. Vi flyttede videre sammen i et nyt (og større) kontor, og endnu et år efter, rykkede vi videre i hvert vores kontor.

 

5 år senere

I dag går det godt i The Marketing Guy, og det gør det bestent også i SOUNDBOKS. De er i hele verdenen, og i år forventer de at omsætte for over 200 millioner, og at producere højtaler nr. 100.000. Det er møghamrende imponerende. Vi deler ikke længere kontor. Og jeg ønsker ikke for min værste fjende at dele kontor med SOUNDBOKS, for hold nu kæft hvor spiller de højtalere højt!

Cookie-mark

Zack Muckerberg elsker cookies

Det burde du også. Klik OK hvis du vil være fed ligesom Muckerberg.
OK