Den Uundgåelige Guide til den Perfekte Kickstarter

17. december 2018

Sådan rejste vi 1.000.000 på tre timer

Den Perfekte Kickstarter

Vi har ikke lyst til at skrive endnu en kedelig go-to-guide. I stedet har vi prøvet at være lidt provokerende for at udfordre formatet. En gang imellem kan det måske virke lidt arrogant, men til hverdag er vi nogle utroligt søde gutter, der er helt nede på jorden og gerne vil tage en kop kaffe eller skrive en autograf.

Vi elsker marketing! Vi elsker data, annoncer, og at vores annoncer og erfaringer gør en forskel for vores kunder, og hjælper dem med at nå deres mål. Hvis der er ét værktøj, der virkelig kan gøre en forskel for en virksomhed, så er det Kickstarter. Kickstarter kan skabe succeser eller knuse drømme på 24 timer.

En succes giver dig penge pre-production og viser til resten af verden, at der er interesse for produktet. En fiasko er som en offentlig henrettelse. Ingen ville have dit produkt, og alle kan se det. Det er en af grundene til, at Kickstarter er så spændende. Man ved aldrig, hvad der vil ske, men det vil have kæmpe betydning for virksomheden.

I starten af 2016 var vi involveret i vores første Kickstarter-kampagne. Kunden var Soundboks, der producerer robuste højtalere til festivaler og anden udendørsbrug. Da vi var af den overbevisning, at det vel ikke kunne være så svært at sælge ting på Kickstarter, og at vi sikkert kunne bruge Facebook-annoncer til at drive salget, sprang vi ud i det. Det viste sig dog hurtigt at være en vanvittigt stor opgave, og vi lavede mange fejl, men gjorde os også en masse erfaringer.

Soundboks blev Nordens største og hurtigste Kickstarter nogensinde, og sidenhen har vi været involveret i flere succesfulde kampagner. I denne bog kommer du til at lære de strategier, som vi mener er afgørende for at opnå en succesfuld Kickstarter.

 

Succesfulde Kampagner, Vi Har Været Involveret I

Kickstarter – Hvad Er Det?

Hvis du læser dette indlæg helt uden at vide, hvad Kickstarter er, så er du nok startet det forkerte sted. Vi vil anbefale dig at undersøge det lidt først. Læs mere her: bit.ly/hvad-er-kickstarter

 

Kickstarter Vs. IndieGogo

Der findes også en række andre crowdfunding-sider som bl.a. Indiegogo og Booomerang. På mange måder er de meget ens. Vi har mest erfaring med Kickstarter, men lad os sige det sådan her: Kickstarter har mest trafik, dvs. større chance for større organisk salg. Derudover kan du faktisk gå fra Kickstarter og så lave en Indiegogo efterfølgende. Du kan ikke gå den anden vej. Det koster ca. det samme. Kickstarter er bare bedre på mange parametre. De er dog også mere strikse og har højere standarder, så hvis kickstarter siger nej, så kan man tage Indiegogo.

Fordele

Hvorfor skal man så lave en Kickstarter? Her er 4 gode grunde.

1. Investor

Hvis man har problemer med at finde en investor, der vil lægge penge inden virksomheden har en vis traction, kan Kickstarter være en fantastisk mulighed.

 

2. Nem funding

Det kan være nemmere at rejse penge på denne måde. Det tager tid og ressourcer, men I skal ikke af med procenter, og hvis I faktisk gik til en investor pre-production, uden traction eller lignende, så ville de skulle have en stor del af jeres virksomhed for at tage den risiko, det er at lægge penge.

 

3. Penge pre-production

I får penge til jeres produktion, og så har I kunder før I overhoved har lanceret produktet.

 

4. Vis traction

I kan vise traction; Hvis det klarer sig godt, er det meget nemmere at rejse penge efterfølgende.

Ulemper

1. Arbejde

Det tager lang tid at sætte op. Det er altså ikke nemme penge. Meget af det, man laver, kan bruges igen og tjener selvfølgelig sig selv hjem. Men skal man have succes, så er det altså tre måneder med seriøs fart på, og efter det skal du producere, hvilket ofte kommer med uforudsete udfordringer.

 

2. Trust

Kickstarter har et problem med trust. Folk stoler ikke så meget på platformen. Delvist har de haft nogle dårlige projekter, men det største problem er faktisk, at det ikke er en webshop. Prøv at sende folk, som ikke kender Kickstarter, ind på Kickstarter-siden. Det er godt nok en underlig shop, og så står der rewards ude i siden, og der er otte måneders levering osv. Hvad er dog det for noget? Konverteringsraten er helt i bund for nye besøgende.

 

3.  Crash And Burn

Worst-case scenario er at I ikke når jeres mål. Hvis I ikke når jeres mål, så ligger det på nettet at I ikke har noget traction, og at folk ikke vil have jeres produkt. Dét er spildt arbejde, spildte penge, og så kan I slet ikke få en investering. Hvem gider at investere pre-production I nogen, som ikke ser ud til at kunne sælge?

 

4. Lang Investering

De penge og timer, I bruger på kampagnen, begynder at blive brugt flere måneder før lanceringen, og først et par uger efter Kickstarteren er slut, får I de første penge ud. Så hvis jeres Kickstarter varer en måned, skal I lægge tre en halv måneds arbejde, produktion og annoncering ”up-front”, før I ser nogle af de penge igen. Det er altså hårdt for de fleste budgetter.

 

5. Tracking

Som det er lige nu, kan man ikke tracke med en Facebook-pixel på Kickstarter, hvilket svarer til at spille golf med bind for øjnene. Det kan da godt være, det går den rigtige vej, men du kan ikke se det. Derfor er det svært at bruge Facebook-annoncering til Kickstarter.

Flere Gode Tools

Unlock: Deltag i Kickstarter kursus hos The Marketing Guy for at få adgang til vores super tools. Skriv dig op her, så giver vi dig besked næste gang vi afholder et kursus.

Øvrige værktøjer

 

Så er der selvfølgelig andre værktøjer, som kan være med til at give ens kampagne lidt ekstra juice.

PR

Det virker næsten ikke, men prøv det evt. Hvis I bruger et bureau, så kan vi kun anbefale at lave det performancebaseret. Det, der er sket, er, at de største medier er blevet trætte af at nævne nye fede produkter, som folk så køber, men som så alligevel aldrig bliver til noget, er vildt forsinkede eller ikke lever op til forventningerne, og så får medierne en masse hug for at have henvist til en Kickstarter, hvor folk spildte deres penge. Derfor har de fleste medier sagt, at de ikke vil skrive om Kickstarter mere. Journalisterne har simpelthen fået at vide, at det er et no go uanset hvad. Men hvis man har et nicheprodukt som Paralenz med deres dykkerkamera, så kan man nok komme i mange medier inden for den branche. Her er PR en rigtig god idé.

 

Skift Kategori

Når I har kørt jeres kampagne i fem til ti dage, så skift kategori. Det er gratis og tager kun et par minutter at gøre på Kickstarter. På denne måde kan I både komme frem under f.eks. design, gadget og sport. Mange besøgende på Kickstarter kigger kun på én af disse kategorier, og derfor kan I på denne måde nå ud til langt flere personer!

 

E-Mail-Lister

E-mails er en helt fantastisk måde at nå en masse personer på, samtidig med at du kan vise dem en masse information, så du virkelig kan sælge produktet. Her er nogle forskellige forslag til, hvordan du kan udnytte e-mails.

 

Kickstarter-nyhedsbreve

Der findes tjenester, som laver nyhedsbreve målrettet mod folk, der har købt på Kickstarter eller er interesserede i Kickstarter, en af dem er BackersHub. Her kan man få sit produkt promoveret. Det er ret nemme salg, og nogle af dem er ikke så dyre. Så tjek, hvad du kan finde der.

 

Webshop-Nyhedsbreve

Så er der almindelige nyhedsbreve. Her kontakter man butikker, webshops, samarbejdspartnere osv. og beder dem sende et nyhedsbrev ud til deres kunder. Hvis du foreslår en aftale, hvor de kan få et cut, kan det fungere som sjovt, anderledes content til deres kunder, og I kan begge tjene på det.

 

Byt Med Eksisterende Kampagner

Den tredje mulighed er at bytte indhold med en anden kampagne. Så hvis du f.eks. sælger noget, der er godt for miljøet, og en anden kampagne også har et produkt, der er godt for miljøet, så skriv til dem, og tilbyd at nævne dem i nyhedsbrevet til alle, der har købt jeres produkt, mod at de gør det samme. Det kan ofte lade sig gøre at finde et produkt der komplimenterer jeres eget, sådan at I ikke tager salg fra hinanden, men begge får nye relevante kunder ud af det.

 

Opsalg

Nu er kampagnen sådan set slut. Så når du alligevel skal samle noget information fra dine „backers”, så kan du bruge værktøjer somBackerkit og CrowdOx. De laver en side, hvor folk kan svare på ekstra ting som størrelse eller lignende, og så slutter de af med at tilbyde folk en sidste chance for at købe jeres produkt billigt. Her kan du hurtigt hente 50.000 kr.

 

Flyt Kampagnen Til IndieGogo

Når kampagnen er slut, er der ingen grund til at lade alt det arbejde ligge og flyde i en Dropbox-mappe. Efter din kampagne er slut, kan du få hjælp af Indiegogo til at rykke din kampagne over på deres site og køre den igen. Her kan du nemt rejse 30-40% ekstra blot ved at bruge nogle af de samme tricks, e-mails og Funded Today eller Jellop.

 

5 Hurtige Råd

1. Lav En Fed Film Og Godt Content

Det er vigtigt at lave en rigtig fed film, en masse content, billeder og tekst, så folk kan få fat i alt den info, de kunne have brug for. Det tager tid at lave en flot landing page, men det er det værd. Lav meget gerne flere film.

2. Vær Opmærksom På Mobil Trafik

I jeres annoncering vil I muligvis se, at I kan drive den billigste trafik ind på jeres kampagne fra mobile devices. Her skal I være opmærksomme på, at Kickstarter er en meget rodet platform at komme ind på fra mobil, og konverteringsraten vil formentlig være rigtig svær at arbejde med. Når I markedsfører til mobil, sørg da for at linke til den side af jeres Kickstarter kampagne, der præsenterer produktet mest overskueligt. Det vil ofte være en fordel at guide folk til videoen.

3. Undertekster

Som det er med alle videoer i dag, så kan det være et problem, hvis videoen har lyd. Man har måske ikke et headset eller også sidder man et sted, hvor man ikke lige kan afspille en video om det nyeste toilet, som aldrig stopper. Sørg derfor for at have undertekster på. Kickstarter har et værktøj, der gør dette forholdsvist let.

4. Redirect

Hvis du gerne vil lave retargeting, så lav en redirect-side. Det er en ”dummy-side”, som kun er til for at fange folks ID, så man kan ramme dem med retargeting på bl.a. Facebook.

5. Crush Målet På De Første Tre Dage

Husk det, husk det, husk det. De tre første dage er så vigtige!

 

Intern/Ekstern Målsætning

Hvordan skal I så sætte jeres mål for kampagnen? Hvad skal det være, og hvad har det af betydning? Det kan være ret svært at vide, hvor man skal sætte sit mål, men her er nogle ting, du i hvert fald skal tænke over:

5% Fejler

5% af de køb, der bliver lavet går ikke igennem, når man skal trække pengene. Det kan altså godt være mange penge.

 

Kickstarter Fees

Udover dette, så koster Kickstarter hvad der svarer til 8 % af alt, hvad I rejser.

 

Nu ved I, hvad der er af omkostninger. Når i starter bør i medregne alle andre udgifter, og sætte i hvert fald dét minimumsbeløb af til at starte produktionen. Dette er jeres mål udadtil – jeres eksterne målsætning. Det handler altså om at sætte det så lavt, at I sikrer jer at crushe det de første tre dage, men ikke så lavt, at hvis I kun lige når det, så har I alligevel ikke nok til produktionen. Det ville være et dick-move. Internt skal I sætte et meget højere mål, som stadig er realistisk, men dette er kun for budgetter, strategi osv. www.kickstarter.com/help/fees

Timeline

Okay, vi ved godt det var lidt mange ting, så nu kommer der lige en hurtig gennemgang af hvad du skal gøre.

 

Unlock

Unlock: Deltag i Kickstarter kursus hos The Marketing Guy for at få adgang til kampagne-timeline. Skriv dig op her, så giver vi dig besked næste gang vi afholder et kursus.

 

Afsluttende

Tak, fordi du gad at læse dette indlæg. Selvom vi kan virke lidt arrogante, så er det hele med et lille smil. Vi er virkeligt glade for, at vi kan leve af det, vi elsker at lave, og det er alle jer, der snakker om os, med til at gøre. Hvis du ikke har fået nok, så kig lidt rundt her på siden, hvor du kan se os med en papfigur af Mark Zuckerberg, læse nogle blogposts, finde vores kalender eller downloade vores e-bog omkring styring af fanpage. Endnu en gang tak fra hele teamet.

Vil du have alle vores bedste råd, tools, hacks, tips og tricks? Deltag i Kickstarter kursus hos The Marketing Guy for at få adgang til alle vores ekstra tools, hacks, tips og tricks. Bl.a. 3 super tools og kampagne-timeline. Skriv dig op her, så giver vi dig besked næste gang vi afholder et kursus.

Cookie-mark

Zack Muckerberg elsker cookies

Det burde du også. Klik OK hvis du vil være fed ligesom Muckerberg. Læs indholdet af Marks Cookies lige her.
Bliv fed Afvis