Drømmer du om en investering i Løvens Hule?

5. januar 2021

Udover at være et fantastisk underholdende TV-program, har Løvens Hule givet ekstra vind i sejlene hos virksomheder som Shaping New Tomorrow (SNT), Mr. Beef, Rec Watches og An Ivy. Som virksomhedsejer kan du opnå stor succes ved at blive eksponeret på landsdækkende TV, men det er bestemt ikke uden risici at deltage. 

 

Vi har samlet vores viden om hvad det vil sige, at deltage i Løvens Hule, så du er bedre klædt på til at stille dig op foran kameraet. Dog skal du først lige overveje hvad det indebærer at stille op. Hvis du beslutter dig for at gøre det, er der en række ting, du skal have styr på, hvis dukommer med i programmet. Disse ting kommer vi ind på i dette blogpost.

 

Skal jeg tilmelde mig?

 

Griner du når du ser X Factor auditions?

Løvens Hule er først og fremmest underholdning. Ligesom X Factor bliver de værste fuck-ups og de største tosser også taget med, på grund af underholdningsværdien. Selv hvis du ikke er en af “tosserne”, risikerer du at blive fremstillet i et dårligt lys, og dét er en risiko, du skal acceptere, før du tilmelder dig. Når det er sagt, så er produktionsholdet ikke bare ude på at få dig til at virke som en tosse, men samtalerne med løverne kan tage helt op mod to timer. I dette tidsrum kan man nemt nå at sige nogle dumme ting, og når det skal klippes ned, er det nemt at vælge de mest underholdende klip, også selvom det er der, du siger noget dumt.

 

Har du stor nok folkelig appel?

Du skal også gøre op med dig selv, om dit produkt passer til TV-programmets brand. Hvis du f.eks. sælger et meget eksklusivt produkt, der kun henvender sig til en brøkdel af danskerne, matcher dit brand ikke nødvendigvis med Løvens Hules brand. Det kan sagtens være at du kan få masser ud at deltage med et mere eksklusivt produkt, men det er uden tvivl de virksomheder der har bredest appel, der får mest ud af at deltage.

 

Der er meget at vinde!

Der er dog også rigtig meget at vinde, hvis du gør det rigtigt! Hvis du har styr på det hele, kan dit brand ikke tage skade af at være med. 

I The Marketing Guy har vi arbejdet med mange virksomheder, der har deltaget i Løvens Hule. Vi deler her ud af vores egne erfaringer for hvad du skal forberede dig på, hvis du overvejer at melde dig til programmet:

 

Vores bedste råd 

Det er sindssygt vigtigt at du forbereder dig ordentligt. Her er nogle af de vigtigste ting, du skal have styr på før du står foran løverne og kameraerne ruller:

 

 

 

 

🦁 FØR kameraerne ruller

 

1. Kend dine nøgletal

Noget af det vigtigste at have styr på over for løverne er hardcore tal. Har du en god og sund forretning? Kender du KPI-erne i din egen forretning? Din virksomheds performance og dit kendskab til dine tal siger ekstremt meget om dig som founder. 

 

noegletal_oversigt

 

 

2. Værdiansættelse

Alt for mange deltagere i Løvens Hule, skyder ved siden af på deres valuation. Det er også en fejl, du virkelig skal undgå at lave! Selv hvis du har et godt produkt og en god præsentation, kan hele dit pitch falde til jorden, hvis du sætter din valuation forkert. Hvis du sætter en forkert valuation, og løverne derefter vender sig imod dig, vil den næste time af dit interview handle om alle dine fejl, for at understrege at din virksomhed ikke er det værd, du påstår. 

 

Her er tre forslag til hvordan du rammer rigtigt:

  1. Brug Facebookgrupper: Snak med andre virksomheder, der har skulle sætte en valuation som forberedelse til et vigtigt pitch. Få evt. kontakt i Facebookgrupper som IVN (https://www.facebook.com/groups/44076347394) og UngIværk (https://www.facebook.com/groups/ungivaerk),
  2. Kontakt tidligere deltagere: Ræk ud til tidligere deltagere i Løvens Hule, hør hvordan de satte deres valuation, og hvordan løverne reagerede på det. 
  3. Brug valuation-beregneren: Brug evt. investeringsnetværket Keystones’ værdiansættelsesberegner. Den giver en realistisk rettesnor for hvor meget din virksomhed er værd. https://keystones.dk/valuation/

 

 

3. Lav dræberpitchet 

Husk at det ikke kun handler om at levere tørre tal. Det handler også om at sælge dig selv og din virksomhed på en underholdende og informativ måde. Forbered derfor et pitch fuld af energi, hvor du skiller dig ud i den måde, du viser dit produkt. Så bliver du også nemmere husket bagefter, både af løverne og at TV-seerne. Husk at TV = underholdning, så jo federe dit pitch er, jo flottere plancher du bruger, og generelt, jo større din underholdningsværdi er, jo større chance er der for 1) at du kommer med i programmet og får eksponering, 2) at du bliver en af de cases, der får en lidt større del af sendetiden. 

 

 

4. Vær klar over hvor langt ned i valuation, du vil gå

En af de fejl, mange håbefulde iværksættere begår i Løvens Hule, er at glemme købmandskabet. De får et bud fra en løve og bliver vildt glade for at der er interesse i deres virksomhed. De bliver så glade, at de i deres iver siger “ja” til løvens første bud, i stedet for lige at tage et par sekunder til at tænke sig om. Husk på at en investering i Løvens Hule ofte også står til forhandling. Derfor skal du virkelig huske at tage de to minutter, du får til at overveje om det er den rigtige beslutning, uanset hvor sikker eller usikker du føler dig på din beslutning. Du må også meget gerne komme med et modbud, der viser at du tager løvens bud seriøst, men hvor du måske beder om nogle flere penge, eller prøver at få flere løver med i investeringen. Dette er endnu en grund til at det er supervigtigt, at du kender din valuation og ved hvor mange procenter, du vil sælge, men også hvilken valuation, du er villig til at gå ned på, eller hvad der er smertegrænsen for hvor mange ekstra procenter du kan give væk. Husk at få snakket det igennem med evt. Andre partnere eller investorer inden Løvens Hule, især hvis de er gået ind til en anden valuation.

 

 

5. Vælg din løve

Der er meget subjektive holdninger til alle løverne. Der er masse forskellige faktorer der spiller ind i hvem du skal vælge, og der er mange forskellige holdninger til, hvad man skal lede efter i en investor. Èn ting, vi mener man i hvert fald skal efterstræbe, er at finde en investor, man deler værdier med. Det er vigtigt at man tror på at de samme ting er vigtige for virksomheden. Det bliver virkelig surt for dig, hvis du får en investor ind, du generelt er uenig med i fht. hvordan man skal drive sin forretning. 

 

Udover værdimatchet, så er det også forskelligt hvad løverne har af spidstkompentecer. Her er der nogle stikord, du kan have i baghovedet når du evt. skal vurdere hvilken løve der kan det, du mangler mest hjælp til (hvis du er så heldig at få en investering):

 

Jacob Riisgaard

Han har et fantastisk brand og en kæmpe maskine bag sig. Han vil derfor typisk give en ekstra god hånd i fbm. distribuering. Der er også enkelte varekategorier hvor han gennem Coolshop har særligt stor erfaring med eksempelvis salg af gadgets samt ting til børn og forældre.

  • Vælg ham hvis du skal bruge hjælp til: ecommerce og/eller distribution

 

Christian Arnstedt

Han er møghamrende dygtig, men Blazar Capital er stadig så nyt, at vi endnu mangler at se nogle store exits. Deres team er dog blandt nogle af de bedste på markedet, og har ekstremt stor erfaring indenfor alt ecommerce, lige fra annoncering til optimering af hjemmeside. Han vil kunne give en ekstra god hånd, hvis du har brug for mere hjælp i fht. den daglige drift og har en ecommerce-virksomhed.

  • Vælg ham hvis du skal bruge hjælp til: ecommerce og/eller drift

 

Mia Wagner

Mia Wagner og Freeway-koncernen er nogle af dem med mest erfaring med investeringer, og de har stået bag en række store danske succeser siden starten af nullerne. Rygtet siger at de er ekstremt skarpe på den økonomiske front. De har bygget et system der hjælper deres cases med at holde styr på alt det finansielle, og de har nogle helt fantastiske dashboards. De har især stor erfaring i arbejdet med abonnementsforretninger.

  • Vælg hende hvis du skal bruge hjælp til: din abonnementsforretning 

 

Jan Lehrmann

Lehrmann er den løve, der har flest års personlig erfaring, da han blandt andet har været med til at opbygge Bilbasen. Derfor besidder han også en enormt stor strategisk viden. Til den nye sæson af Løvens Hule (2020-21) har Lehrman samlet et team bestående af nogle af danmarks bedste marketingbureauer, som specialiserer sig i alt fra AdWords (antonhoelstad.dk), hjemmesideoptimering (www.benjamin-gundgaard.com), SEO (heymedia.dk/), Facebook og Instagram (themarketingguy.dk/)og emails (ackermannkommunikation.dk/). En investering fra ham betyder at du får gennemgået din virksomhed på alle disse kanaler. Har du en deleøkonomisk virksomhed eller en markedsplads-platform, er der ligeledes meget hjælp at hente hos Lehrmann. Det har han ekstremt stor forståelse for. 

  • Vælg ham hvis du skal bruge hjælp til: strategi, deleøkonomi og markedspladser

 

Jesper Buch

Jesper er den løve i hulen, der har siddet der længst. Han er nok også danmarks bedst kendte angel investor. Dette er også hans force, da hans netværk og brand kan åbne mange døre til strategiske samarbejder. Jesper er samtidig en respekteret person inden for startup-miljøet, så når han investerer i en case, er det også et kvalitetsstempel, der gør at man nemmere bliver interesseret i et evt. samarbejde. Han er dygtig til at sætte de rigtige folk sammen, og god til at sætte sit ansigt på de cases, han tror mest på – hvilket kan give en del større rækkevidde i markedsføringen. Du skal vælge Jesper Buch, hvis du har et B2C-produkt som har bred appel, og har brug for at få sparket nogle døre ind.

  • Vælg ham hvis du skal bruge hjælp til: B2C og brand

 

 

6. Tjekliste: Inden kameraerne ruller

Det skal du have styr på:

  • Du er forberedt til fingerspidserne 
  • Du kender ALLE dine nøgletal (og lidt til)
  • Du har forberedt et fedt pitch, der skiller sig ud
  • Du har øvet dig på at levere med overskud (næsten lige så vigtigt som tallene!)
  • Dit produkt er lækkert og fintunet
  • Du har forberedt flotte plancher og/eller andre fysiske ting, du kan have med for at gøre dit pitch mere spændende og levende 

 

 

🦁 UNDER optagelserne

 

7. Sørg for at levere god underholdning

Når du står foran kameraet, vil løverne stille spørgsmål til dig i cirka en times tid til halvanden. Hvis du bliver udvalgt til programmet, vil seerne kun se 3-7 minutter af dette. Derfor er det også utroligt svært at vurdere hvilken vinkel, produktionen kommer til at tage. Selv hvis du synes det er gået godt, kan det være at det kun er de tre svære spørgsmål, du ikke kunne svare på, der tages med. Det er tv – konflikt sælger! Det er endnu en grund til at du skal være forberedt til tænderne, og have et pitch der skiller sig (positivt) ud – så er der meget større chance for at du bliver vist fra din bedste side.

 

8. Vær ærlig

Sørg for at du siger de præcise tal og ikke overdriver eller pynter på noget. Hvis du får en investering på baggrund af pyntede tal og investorerne efterfølgende springer fra, bliver du taget ud af programmet. Det er bedre, at du er ærlig om det hvis der er tal, du er i tvivl om eller ikke kan. 

 

9. Vær selvsikker

Husk at den største del af det, du kommunikerer er non-verbalt. Det er altså vigtigt at du kan levere din præsentation og dine svar på kritiske spørgsmål med selvsikkerhed, og med energi i kropssprog og mimik samt et varieret toneleje. Sørg for at gøre dig selv så likeable som muligt og at vise hvor stor passion du har for hvad du laver. Husk også at løverne kan stille kritiske spørgsmål. Selvom du ikke kan forberede dig på alt, hvad de kan finde på at spørge om, så husk at øve dig i at kunne svare roligt og selvsikkert – også når du inderst føler dig slået lidt ud af kurs.

 

10. Reciprocitet

Husk at give løverne produktprøver. Hvis du har et fedt produkt, er det med til at gøre dig mere likeable for en interesseret investor, og mere åben for at give noget tilbage til dig i form af en investering. Det er af samme grund til at du skal give noget af dig selv i din præsentation: det gør dig mere likeable, og det giver en interesseret investor mere lyst til at give igen.

 

11. Tjekliste: Imens kameraerne ruller

 

  • Du er likeable 
  • Du undgår at blive defensiv, når løverne bliver kritiske 
  • Du er både informativ og underholdende
  • Du uddeler produktprøver
  • Du viser din passion for produktet
  • Du leverer med selvsikkerhed, selvom du føler dig nervøs/usikker
  • Du er ærlig om hvad du ikke ved

 

🦁 EFTER optagelserne

 

Her har vi samlet et par tips til hvad du skal gøre, når du har været med, og hvad du kan forvente af det efterfølgende forløb.

 

12. Har du fået investering?

Tillykke, godt klaret! Nu kommer den svære del hvor du skal igennem en due diligence proces med den eller de løver, der valgte at investere. Her vil man kigge på alle de tal du nævnte under optagelserne, og sikre at der ikke er noget, der ikke passer.

Derefter vil I få opdateret ejerbøgerne og højst sandsynlig indgået en ejeraftale eller rettet den eksisterende. På dette tidspunkt er det stadig hemmeligt at du har fået investering i Løvens Hule, og det må ikke afsløres før programmet bliver sendt.

 

 

13. Inden programmet bliver sendt

Løvens Hule er en af de mest sete TV-programmer i Danmark, og hvis du er heldig, bliver dit afsnit set af tæt på en million danskere. Derfor kan du også godt regne med at din hjemmeside får en del besøg på aftenen, det bliver sendt. Derfor er der nogle ting, du skal gøre klar inden, for at sikre du ikke taber al denne opmærksomhed på gulvet, og ikke får kapitaliseret på den:

 

Hjemmeside 

Alt for mange deltagere i Løvens Hule har oplevet at deres site er crashet eller blevet ekstremt langsomt efter deres afsnit har været i TV. Invester derfor i at få optimeret din hjemmeside allerede inden du deltager i programmet. Hvis “bare” 10.000 danskere vælgere at besøge din hjemmeside på aftenen, kan det have ekstremt stor betydning, at forbedre din konverteringsrate med bare en halv procent. Opgrader også din server. Den absolut største fejl, folk laver, er at have deres hjemmeside på en billig server, der ikke er fleksibel nok til at kunne håndtere en pludselig bølge af trafik. Snak derfor med en IT-kyndig, og sørg for at du hurtigt har mulighed for at opgradere dine servere, hvis de bliver presset, samt at der er mere end rigelig båndbredde til at sikre, at sitet ikke crasher eller bliver langsomt på aftenen. 

 

Tracking

Sørg for at få installeret tracking på din website. Mere konkret skal du have installeret en Facebook Pixel og Google Analytics. Herefter skal der sættes hændelsesevents op, så både Facebook og Google ved hvad der sker på dit site. Det er ikke alle der køber første gang de besøger dig. Til gengæld vil der være mange, der har brug for at besøge dig flere gange, før de beslutter sig for at købe. Derfor er det ekstremt vigtigt, at du i de kommende uger minder dine potentielle kunder om at din virksomhed og dine produkter eksisterer. Udnyt at du oplever en ekstra interesse i at købe dit produkt eller service, og opsæt “retargeting”-annoncer, så du får samlet op på og profiteret på den øgede interesse.

 

Lager 

Sørg for at have nok produkter på lager og nok personer til at hjælpe med at sende dem ud. Sørg også for at folk kan skrive sig op til et nyhedsbrev specifikt for de produkter, der bliver udsolgt, så du kan sende dem en mail, når det kommer på lager igen.

 

Annoncekonto

Du skal oprette en annoncekonto på Facebook NU, hvis du ikke allerede har en. Alle nye annoncekonti er nemlig begrænsede, så de ikke kan bruge mere end 1.500 kr om dagen. Dette har Facebook indført for at undgå at blive snydt med falske kort og nye annoncekonti. Derfor skal du oprette en konto nu, i det øjeblik, du læser dette, og gå i gang med annoncering, så din konto kan opbygge noget kredibilitet hos Facebook, og så din annoncekonto er kørt i stilling til når du skal køre Løvens Hule-content.

 

14. Markedsføring 

Du skal være OBS på, at du ved deltagelse i Løvens Hule skriver under på, at du ikke må markedsføre din deltagelse i programmet eller nævne “Løvens Hule” i din markedsføring før to uger efter, at hele programrækken er slut. Indtil da skal du dog køre almindeligt content imens programmet kører, og du skal have videoer om Løvens Hule klar til når det må postes. Sørg for at komme i gang med din videoproduktion til begge dele i god tid før programmet sendes. Der er altså to faser: 1) de videoer, du bruger imens programrækken kører, 2) de videoer, du bruger fra to uger efter hele programrækken er slut:

 

 

Fase 1) Her er nogle forslag til hvilke videoer, du bør have klar til at publicere når Løvens Hule-programmerne sendes: 

  • Generel video: En video der kort forklarer konceptet og viser jeres produkter. Tag gerne samme tøj på som i havde på i Løvens Hule, og brug eventuelt de samme plancher eller lignende.
  • Sign-up-video: Jeres founder fortæller kort at der er udsolgt, men at man kan skrive sig op og komme forrest i køen, når der igen er nye varer på lager.
  • Urgency-video: Jeres founder fortæller kort at der stadig er lidt på lager, men ikke så længe endnu.
  • Succes-video: Jeres founder fortæller kort om hvor vildt den sidste uge har været

 

Fase 2) Her er nogle videoer, du bør have klar til at publicere, når du må reklamere med investorer fra Løvens Hule:

  • Founder-video: Jeres founder fortæller om virksomheden, og at I lige har været i Løvens Hule. Der sluttes af med en call-to-action ala: “Hop ind og se vores produkter i webshoppen”.
  • Samtale med investor: Jeres founder snakker med den(/de) løve(r), der investerede om hvad virksomheden skal nu.
  • Investor-video: Den(/de) løve(r), der investerede fortæller kort om hvorfor, de gerne ville være med.

 

 

Når du laver dine videoer, er det vigtigt at du tilpasser dem til de sociale medier. Her er hvad du skal huske:

 

    • Max 15 sek.: Videoer skal helst kun være 15 sekunder lange. De må gerne være kortere.
    • Mobilvenligt format: Dine videoer skal kunne fungere i højformat, og skal se godt ud som Stories på Facebooks kanaler. Mark Zuckerberg har selv udtalt, at han tror, stories kommer til at vinde over news feed. Jeres videoer skal derfor være kvadratiske eller vertikale. 
    • WTF-moment: De første par frames af jeres videoer skal indeholde et “What-The-Fuck-moment”, dvs. noget, der får folk til at blive overraskede og stoppe op.
    • Brand-genkendelse: Jeres brand-farver og logo skal gerne være tilstede helt fra start af videoerne, evt. bare i et hjørne.
    • HUSK undertekster: Lav jeres videoer, så de kan ses uden lyd. Husk især altid at tilføje undertekster, når der bliver sagt noget. Underteksterne skal være hardcoded direkte på jeres videoer. Sørg for at underteksterne er spændende at se på, og ikke bare er de almindelige, alle andre bruger. Sæt dem. f.eks. op, så enkelte ord popper op med fed skrift eller lignende. Dette er med til at tiltrække opmærksomhed.
    • Hurtige klip: Det er ekstremt vigitigt, at I laver hurtige klip. Folk må ikke miste tålmodigheden. Lad hellere videoerne gå for hurtigt, rent visuelt, så folk ikke helt kan følge med. Det provokerer folk til at stoppe op, og se det hele.

 

 

Det var alle vores råd for denne omgang. Du er velkommen til at kontakte growth@themarketingguy.dk hvis du har uddybende spørgsmål. Knæk og bræk med din ansøgning til Løvens Hule.

Cookie-mark

Zack Muckerberg elsker cookies

Det burde du også. Klik OK hvis du vil være fed ligesom Muckerberg.
OK